Næsten alle i Danmark ved, at landet Kina er i rivende udvikling. Kina markerer sig i stigende grad politisk, økonomisk, teknologisk. Vi ved også, at det er blevet besluttet, at Kina skal være vært for de kommende Olympiske Lege.
Derfor var jeg meget spændt på at besøge Kina igen. I 1999 var jeg på efteruddannelse på Nanjiing Universitet i faget Traditionelt Kinesisk Medicin, i emnet Akupunktur. Jeg lærte en masse mere om teorien og i forskellige behandlingsteknikker. En viden som jeg ikke kunne tilegne mig i Danmark. Da jeg selv startede uddannelsesvirksomhed for personer med en videregående sundhedsuddannelse her i Køge, syntes jeg at de studerende skulle have samme mulighed . – Og nu er jeg her igen som studieleder for 21 akupunktører der ønsker efteruddannelse.
Jeg var naturligvis meget spændt på om der var sket en forandring i disse 5 år, og det skal jeg love for at der er. Byen Nanjiing, hvor vi opholder os, er næsten ændret til det ukendelige. Her bor ca. 6-7 millioner,
I 1999 var det cykler og cykeltaxaer der dominerede gadebilledet. I dag er det bilerne og trafikken virker kaotisk. For os ser det ud, som om alle har forkørselsret ! Selvom man pænt følger en fodgængerovergang, er det noget af et vovestykke at krydse gaden, alle maser frem biler, cyklister og gående. En engelsk talende kineser som jeg ”beklagede” mig til, svarede at færdselsregler og de mange biler og andet tung trafik er et problem.
Det er ikke uoverkommeligt for familier at anskaffe en bil, da skatterne på biler er meget lave. Men det er et stort problem på så få år, at få indlært færdselsreglerne for såvel kørende som gående. Der bliver dræbt mange i trafikken hvert år herude.
Den vesterlandske levemåde har også præget gadebilledet. Modebutikker og stormagasiner ligger nu side ved side og fødevarebutikker er fyldt med forbrugsvarer, som de største ”fødevarer kæder” i Danmark.
Et lille eksempel, toiletpapir var for 5 år siden en stor mangelvarer, derfor havde jeg hjemmefra sagt at det var en god ide at medbringe dette til eget forbrug. Alle har derfor slæbt toiletruller med i lange baner, – ganske overflødigt. Kineserne har lært at bruge toiletpapir.
Fjernsynet kører i 24 timers drift med mange programmer. Vesterlandske reklamer med kosmetik, slik, vaskemidler, biler osv. afbryder udsendelserne ustandselig. Det tankevækkende er ikke de mange reklamer, men at de vælger de vesterlandske statusbilleder. Selv Clint Eastwood taler på kinesisk.
Det er højhuse som præget bybilledet på de større gader, om jeg er i Chicago eller i Kina kan næsten gå ud på et. Store lysreklamer med Sheraton -, og Hilton Hoteller lyser i nattehimmelen.
– Men, men går man lidt nedad en sidegade så er den almindelige kineser der stadigvæk.
Den almindelige kinesere arbejder mange timer i døgnet for små penge.
Skopudsere, gadesælgere der sælger hjemmelavet krimskrams, utrolig mange små gadekøkkener, eller mere korrekt små borde med lidt plads til et par primuser og nogle potter og pander. Her samles kineserne, hvad de spiser, er der ingen af os som indtil nu har haft lyst til at prøve. Kigger man lidt dybere i gryderne ses, ex. griseører og haler, andehoveder, panerede hønsefødder, oksetarme, komaver m.m.
Men det dufter godt.
Vi ser også tiggere som ligger på fortovet og beskidte børn som løber rundt. Der er for mig ingen tvivl om, at forskellen på rig og fattigt er blevet større.
Når jeg oplever disse ”billeder” eller udviklinger her i Kina (god eller dårlig skal være usagt), så kommer jeg til at tænke på et stort gammeldags lokomotiv, et af dem som starter utroligt langsomt op og hastigheden øges og øges og øges, – det er ikke til at stoppe ?
Mine små eller store iagttagelser er som jeg har nævnt noget tankevækkende, jeg skal dog tilføje at jeg også nyder at være herude. Kineserne er venlige, imødekommende og meget hjælpsomme. Undervisningen på universitetet er struktureret og niveauet for indholdet er højt. Alle forelæsninger foregår først på kinesisk derefter oversættes det til engelsk. Universitetet har både national og international status og er godkendt som uddannelsessted af Verdens Sundheds Organisation.
Vi har travlt herude, vi lærer en masse om den dybe, fine Klassisk Kinesiske Medicin, og vi har mange gode og anderledes oplevelser i denne østerlandske og for os anderledes kultur. Sidst men ikke mindst, vi kan lide at være her i Nanjiing ca. 3 timers togrejse vest for Shanghai, Kina.
